onsdag den 19. december 2012

Lagkage (glutenfri)


I dag holder jeg fødselsdag og har drømt om en rigtig lagkage.
Tidligere år har jeg bagt alle mulige andre kager, men i år skal det være..

Det skal være en lagkage med birkesbunde, citroncreme, jordbær og flødeskum...

Bundene er en klassisk lagkagebund, som jeg har tilsat birkes - den bliver så fin at se på og giver en godt tekstur til de ellers florlette kagebunde.

Lagkagebunde
-giver to bunde

3 æg
150 g sukker
30 g basismel eller anden glutenfri melmiks 
60 g kartoffelmel
1 tsk bagepulver
1 tsk vaniljepulver
- evt. 2 spsk birkes

1. Forvarm ovnen til 175 C og fór en springform med bagepapir. Jeg plejer at smøre formen, tegne bunden op og derefter klippe ind til cirklen, så det ligner en sol, så er det nemmere at arbejde med
2. Pisk æg og sukker sammen til det bliver en tyk og hvid æggesnaps
3. Sigt mel, bagepulver og vanilje ned i æggesnapsen, tilsæt birkes og vend forsigtigt til det er helt rørt ud og hæld over i formen
4. Bag midt i ovnen i ca. 20 minutter eller til en nål kommer tør op - dæk eventuelt med folie, så toppen ikke tager for meget farve
5. Lad kagen køle af i formen og når afkølet, så kan kagen halveres

Min lagkage blev smurt med citroncreme, så jordbær og fyldt ud med flødeskum.

Original opskrift fra Glutenfrie Fristelser.

tirsdag den 18. december 2012

Digestive med julesmag (glutenfri)

Små sprøde lækkerbiskner, der smager af jul.

Grundopskriften er en god gedigen digestivekiks, så hvis du ikke er til julesmag, så bare lav dem uden krydderier..



Digestivekiks med julesmag
ca. 30

100 g boghvedemel
100 g havremel (finblendede gryn) - glutenfrie gryn
1 tsk natron
1/2 tsk salt
50 g brun farin
1/4 tsk af hver: stødt kanel, kardemomme, nellike og vaniljesukker
100 g smør, stuetemperatur
1 æggeblomme
1 spsk mælk - almindelig eller ris/soja


Småkagerne bliver bedre, hvis dejen kan hvile i køleskabet en dag eller to - men bliver også fine som beskrevet nedenunder, men bare mere porøs.

1. Bland alle de tørre ingredienser og herefter smør, æg og mælk
2. Ælt det hele til det bliver en kugle
3. Læg imellem to stykker film og gør en anelse flad - så er den nemmere at rulle ud senere. Læg dejen på køl i en time
4. Tag dejen ud af køleskabet og tænd ovnen på 180 C
5. Rul dejen ud på bordpladen med en smule boghvedemel. Rul dejen, så den ca. er 3 mm tyk. Stik ud i den forme du ønsker
6. Bag den midt i ovnen i ca. 15 minutter eller til de er lidt gyldne i kanterne
7. Lad dem køle af på rist

Hvis der er dej tilovers, så form en pølse, pak ind i film og opbevar i køleskabet til du skal bruge dem friske. Der kan evt. æltes mandelsplitter ind.

Hvis kagerne skal pyntes, så giver denne en fast hvid glasur:


Glasur
100 g flormelis
lidt past. æggehvide
evt. farve



Følg med på Instagram @kjegind
Bloglovin - her
Facebook - her



mandag den 17. december 2012

Kokoskager med hindbær (glutenfri)



Giv et hjerte til en du holder af eller tage dem med til julehygge.. 

Kagerne er uden laktose og æg, men sprøde og smagfulde.

Kokos-hindbærsnitter
8 hele hjerter

150 ml mandelmel
75 ml kokosmel (fint mel)
1/4 tsk natron
1/4 tsk salt
75 ml kokosolie, smeltet
60 ml honning/agave
1 spsk vaniljeekstrakt
ca. 4 spsk hindbærmarmelade



1. Sigt mandelmel, kokosmel, natron og salt i en skål - stil til side
2. I en anden lille skål bland den smeltede kokosolie, honning og vanilje
3. Hæld det våde i det tørre og ælt grundigt. Lad dejen stå køligt (ikke på køl) en halv time
4. Rul dejen ud imellem to stykker bagepapir til den er 2 millimeter tyk
5. Udstik i den form du ønsker
6. Afkøl de udstikkede kager i køleskab i 10 minutter, imens tændes ovnen på 175 C
8. Bag i ca 5 minutter til kager er let lysebrune - det går meget hurtigt, så hold øje! Der skal evt. bages over to omgange..
9. Lad kagerne køle helt af og smør så et tyndt hindbærmarmelade ud og læg låg på..

Opbevar kagerne i en lufttæt beholder indtil de skal lægges sammen med marmeladen - derefter bliver de bløde..



Følg med på Instagram @kjegind
Bloglovin - her
Facebook - her

onsdag den 28. november 2012

Minimuffins med chokolade og jordbærstøv (glutenfri)

Der er travlt på mit studie og vi alle er optagede af vores tegneprojekter..

De her små chokoladeskatte skulle gerne give et lille smil i disse travle dage, hvor vi er ved at gøre klar til midvejskritik..


Chokoladebidder
30 små muffins eller 1 springform

100 g smør
200 g chokolade
200 g sukker
4 æg
kakao og jordbærpulver til pynt

1. Forvarm ovnen på 180 C
2. Smelt chokolade og smør over vandbad
3. Når chokoladen og smørret er smeltet, så tag skålen af varmen og rør sukkeret i - rør godt
4. Når massen ikke er for varm længere, så rør æggene i lidt af gangen
5. Fyld formene - 1 spsk i hver - og bag i ca. 10 minutter. De hæver lidt op, men vil falde sammen, når de afkøles. Hvis du bager en hel kage, så fór en springform og bag i ca. 30 minutter.

Lad kagerne køle af og pynt med drysset kakao og jordbærpulver.




<3


Følg med på Instagram @kjegind
Bloglovin - her
Facebook - her

lørdag den 24. november 2012

Kvædebrød



Dette er anden omgang af, hvad jeg fik ud af kvæderne - gele og kvædebrød. Nu er der rigeligt til julekonfekten, osten og kødretterne!

Jeg havde både æble og pærekvæder - synes at æblekvæderne egner sig bedst til kogning og gele, da kernehuset er stort og ikke så kødfyldte som pærekvæderne.


Kvædebrød

1 kg pærekvæder 
Vand 1 stang vanille 
1 kg sukker 
1 citron, skal og saft

1. Skyl kvæderne grundigt og puds evt. fnuller af. Skær dem i kvarte og fjern kernehuset. Kernehusene kommes i en stofpose, tepose eller andet der kan fiskes op igen.

2. Kom kvædestykkerne og posen med kernehusene i en gryde og fyld vand på så det lige dækker. 
3. Kog med en flækket vaniljestang til stykkerne er møre. 
4. Sigt vandet fra (gem det) og tag posen samt vanillestangen fra. 
5. Mos kvæderne godt ud med en stavblænder og tilsæt derefter under omrøring sukker, skal og saft fra citronen. Kog under omrøring til det får en tæt klistret konsistens. Pas på hænderne, for det sprutter og det er virkelig varmt!
6. Dæk en bradepande med bagepapir og hæld mosen ud i et 2 cm tykt lag og dæk med bagepapir. Stil herefter et tørt sted ved stuetemperatur og geleen vil tørre efter nogle dage. Vend stykket engang imellem, så tørrer det bedre. 

Når kvædebrødet er størknet, så kan det skæres ud og rulles i sukker, overtrækkes med chokolade eller bare spises som det er til ost...mmm. Opbevar i en lufttæt beholder i køleskabet.

Hvis du gemmer kogevandet, så smag til med sukker, kog yderligere ind til det får en mørk gylden farve og kom på glas - så har du kvædegele.


Følg med på Instagram @kjegind
Bloglovin - her
Facebook - her

tirsdag den 13. november 2012

Havrebrød (glutenfri)

Dette havrebrød har alt det, som et godt lyst brød skal have - sprød og brun skorpe, god krumme og smager godt!

Brødet holder sig endda godt uden af komme på frost...



Havrebrød
Et stort eller to små

50 g gær
350 m vand, fingervarmt
850 ml havremel, blend evt. selv - certificerede glutenfrie gryn eller mel
125 ml maizena
125 ml hvidt fint rismel
2 tsk xanthan gum
1 tsk salt
60 ml honning
60 ml olie
4 æg
Evt. frø

1. Hvis du laver havremel fra gryn, så blend cirka 1 l havregryn så fint som muligt
2. Bland gær og vand og lad det hvile mens du blander mel, xanthan gum og salt sammen i en anden skål
3. Tilsæt olie og honning til vandet og herefter melblandingen lidt ad gangen
4. Til sidst røres æggene i og rør godt sammen
5. Kom brødet i en smurt stor brødform eller to mindre og lad det hæve i ca. 45 minutter
6. Bag brødet i forvarmet ovn i 35-50 minutter. Bagetiden varierer meget synes jeg, så hold øje med det og dæk det evt. over, hvis det tager for meget farve.

Kvædegele

Jeg har fået fingrene i de dejligste kvæder - både æble og pære kvæder.
Kvæder skal tilberedes for at se kommer til sin ret og man bliver noget så skuffet, hvis man sætter tænderne i kvæderne, som ellers indbyder som spisefrugt, for de er sure og stenhårde.



I første omgang har jeg tænkt mig at lave en gele, da frugterne indeholder meget pektin i kernehus og skræl og derfor geleer - helt uden andre hjælpemidler.


Kvædegele er dejlig til kød, desserter, på yoghurt eller ost. Den er smuk rød og har en syrlig smag.


Kvædegele
Giver 5-6 glas

800 g kvæder, hele
2 æble, helst gråsten
Vand så det dækker
ca. 7 dl sukker
2 vaniljestænger og korn heraf

1. Kom æblerne og kvæder i en gryde med vand, så det dækker frugterne.

2. Lad frugterne simre til kvæderne sprækker og er møre. Kog derefter det hele ind til ca. 1/4.
3. Hæld det hele i en si med klæde og lad det dryppe af ned i en ny gryde i cirka 6 timer og hjælp ved at presse resten ud med hænderne.
4. Herefter tilsættes væsken 2 flækkede vaniljestænger, kornene herfra og sukker - smag til med sukkeret lidt af gangen. 

TIP: Skrab kornene ud af stængerne og mas det med en ske på en flade med 1 spsk af sukkeret, så undgås det at vaniljekornene klumper.

5. Lad det koge i minimum 30 minutter. Lav en geleprøve ved at komme lidt væske på en kold ske - hvis væsken geleer når væsken nedkøles, så er den klar. Og hvis ikke, så lad det koge videre. Jeg synes at det får en dybere rød farve, når det er klar. Det er farven jeg retter mig efter, da jeg ikke altid synes at geleprøven er så tydelig.
6. Hæld over i atamonskyllede glas. Denne portion gav mig 6 syltetøjsglas.





onsdag den 7. november 2012

Marmorkage -> brownie-cheese-cake med hindbær (glutenfri)





Okay, ret god kage..

Den er overalt i madblogland og jeg kan da heller ikke stå over!
Det er den perfekte kombination af brownie og creamcheese med begravede hindbærskatte.

Denne her er inspireret fra fantastiske The Food Club, men denne er afglutenficeret og ændret en smule.


Brownie//cheese cake med hindbær
Stor kageform

300 g smør
1 dl chokoladeknapper
*
6 dl sukker
4 æg
*
2 dl Glutenfri melbanding
2 dl Kakaopulver
0,5 tsk salt
*
200 g Smøreost, neutral
200 g Mascapone - eller kun 400 g smøreost
2 æg
1 tsk vaniljeekstrakt
3/4 dl sukker
4 dl frosne hindbær - andre bær kan også bruges, men hindbær synes jeg er bedst, da de er syrlige

1. Tænd ovnen på 175 C
2. Smelt smør og chokolade i en kasserolle
3. Pisk æg og sukker sammen
5. Bland gf mel, kakaopuver og salt sammen for sig, så det er fordelt grundigt
6. Tilsæt den let afkølede smør/chokolade masse til æg og sukker og rør til det er rørt sammen
7. Tilsæt melet og rør sammen
8. Hæld browniedejen i en bradepande (40x30 ca) med bagepapir i


9. Rør alle ingredienserne til smøreostcremen til det ikke klumper
10. Hæld smøreosten ovenpå browniedejen og vend med en ske dejen og smørosten, så der kommer marmorering - rør ikke for meget sammen
11. Fordel hindbærene - halvdelen trykkes ned i kagen og den andet halvdel fordeles let ovenpå, de synker ned under bagningen
12. Bag i 45-55 minutter til kagen næsten ikke blævrer når formen rystes. Pas på at toppen ikke tager for meget farve, så dæk til med folie, hvis nødvendigt

Lad kagen køle lidt af før den spises - den kan også fryses ned.


Enjoy!





tirsdag den 6. november 2012

Basis melblanding

Basis glutenfri melblanding

Du kan spare en del penge ved at blande dit eget mel! Denne blanding er en basismel, som indeholder xanthan gummi og kan bruge til brød, pizza, kage osv..
Lav en ordentlig omgang, opbevar det i en lufttæt beholder et mørkt og køligt sted.
Blandingen kan fordobles eller halveres, at efter hvor meget du skal bruge.

7,5 dl Hvidt rismel
3,75 dl Tapiocamel
1,6 dl Kartoffelmel
0,5 spsk salt
1 spsk xanthan gummi

Si det hele sammen, så ingredienserne er jævnt fordelt.

Hvis jeg skal omdanne en glutenholdig opskrift til glutenfri bytter jeg ud med denne melblanding, men kommer ca. 1/5 mindre mel i end opskriften beskriver.

Tapioca og hvidt rismel kan købes i asiatiske butikker til ca. 12 kr per 500g.

Kartoffemel er helt almindelig kartoffelmel, 500 g for 6 kr.
Xanthan gummi kan købes på nettet i helsekostforretninger - jeg har endnu ikke set det i en fysisk butik endnu.
Alt i alt er det muligt at spare 1/3 af prisen!

God fornøjelse!

Opskrifter med denne melblanding:

Fiskebidder
Brownie cheese cake med hindbær

søndag den 23. september 2012

Figentærte med marcipancreme...(WOOOW) (glutenfri)


Okay, den her tærte er måske den bedste jeg nogensinde har bagt! Så er det sagt..
Den er med friske figener fra mit figentræ - som står hos mine forældre, men det er mig der har taget det med hjem fra Bornholm og givet det daglig kærlighed! I år er det gået helt amok med at producere figener, så i går kunne jeg høste 12 på én gang! Dét kalder på en kage..


Jeg blev inspireret til denne kage, da jeg flere gange har savlet over tærter med frangipane, hvilket jeg ikke kan udtale det specielt elegant, så det er blevet til marcipancreme.. Det skulle prøves, en ny tærtedej skulle også afprøves og figenerne gav sig selv..

Sprød bund og smør-lækkert fyld..mmmm!

Figentærte med marcipancreme
8-10 personer

Tærtedej
2 spsk sukker
1 knivspids salt
120 ml glutinous rismel
120 ml boghvedemel
60 ml tapioca
60 ml hvidt rismel 
1 tsk xanthan gum
115 g smør, i tern og koldt
80 ml vand med 1 spsk eddike

1. Forvarm ovnen til 175C
2. Bland de tørre ingredienser sammen i røremaskinen eller foodprocessor 
3. Rør smørret i til 'nulrer'
4. Tilsæt vandet med eddike mens maskinen rør
5. Når dejen har samlet sig, så æltes den sammen i hånden
6. Rul dejen ud mellem to stykker film til den har størrelse som tærteformen
7. Fjern det øverste lag film og vend dejen over i tærteformen. Prik huller med en gaffel og skær overskydende dej af
8. Kom dejen i køleskabet i 20 minutter
9. Bag i ovnen 10-12 minutter til lys gylden og lad stå mens marcipancremen laves

Marcipancreme
150 g mandelmel
150 g smør, tempereret
150 g sukker
2 æg


10. Rør det hele sammen til smørret er rørt ud..


DESUDEN
7-8 figener
1 spsk honning

11. Fordel marcipancremen i tærtebunden
12. Fordel 7-8 figener som er skåret over - i kvarte eller halve. Læg figenerne uden at trykke dem ned, det synker ned under bagningen. Hæld lidt honning på hver figen
13. Bag tærten midt i oven ved 175C i 25-28 minutter til marcipancremen har fået en jævn gylden farve. Lad tærten køle lidt eller helt af før servering

Nyd den med lidt creme fraiche!


lørdag den 22. september 2012

Snasket chokoladebrownie lavet på bønner (glutenfri)



Brownie uden mel eller fedtstof, men til gengæld fyldt med bønner.. ja bønner! En proteinbombe uden lige;)
Jeg blev virkelig overrasket over resultatet, som gav en snasket brownie men.. let! Jeg havde familien til middag og den faldt i god jord hos ALLE og det var faktisk helt rart at kunne gå efter en middag og ikke være helt bombet efter en tung dessert.
Den smager lidt anderledes end en klassisk brownie, men det er slet ikke nogen dårlig ting.

I den hjemmelavede æblegrød kom jeg to både æbler, som har ligget i mørk rom de sidste 6 måneder (for at lave en æblerom) og det gav det kagen et lille pift - erstat med lidt rom, hvis man kan li' det. 

Snasket chokoladebrownie lavet på bønner
Giver en lille bradepande

1 dåse bønner - red kidney eller andre bønner
1,5 dl creme fraiche 9%
1,25 dl kakaopulver - usødet
1 tsk vaniljeekstrakt
3/4 tsk bagepulver
1/8 tsk natron
1/8 tsk salt
2 dl rørsukker
2 æg
1 dl æblemos - ca. 3 skrællede æbler i tern kogt til mos
1 dl pecan nødder
1 dl hakket chokolade
(skvat mørk rom)

1. Forvarm ovnen til 175 C
2. Dræn bønner og skyl dem grundigt
3. Blend bønner og creme fraiche til bønnerne er blendet helt
4. Bland de tørre ingredienser sammen og bland så sammen med bønnemassen - smag om der skal mere sukker i, for det er ikke en specielt sød kage
5. For en lille bageform med bagepapir og hæld dejen heri
6. Bag i 35-40 minutter - tjek om den er færdig ved at trykke lidt på midten og mærk om den stadig blævrer

Den er lækker toppet med ostecreme:

1 pakke Philadelphia Light
1 spsk flormelis
skvat citronsaft


søndag den 16. september 2012

Forskelligfarvet rødbedesalat med sur hyldeblomstdressing

Rødbeder - igen! 

Denne udgave er dog i flere farver, sprød og frisk.. Det er ikke hver dag, der er frit valg imellem forskelligfarvede rødbeder, men når de er der, så må man slå til!
Jeg købte dem i sidste weekend til Nordic Taste, hvor der var et skønt udvalg af nordiske grøntsager. Jeg købte 1 kg bland-selv-tomater i forskellige former og farver, blå kartofler og disse rødbeder.

En hurtig salat - simpel og smuk!


Forskelligfarvet rødbedesalat

5-6 forskellige rødbeder - disse varianter er ofte små
1 bundt kørvel
2 spsk hyldeblomstmarmelade
1 spsk æbleeddike
1 spsk god olie

1. Skræl rødbederne og skær dem i tynde skiver - læg alle skiverne i iskoldt vand
2. Rør dressing sammen
3. Dræn rødbederne, når de er blevet sprøde
4. Vend rødbederne i dressingen og pynt med kørvel

Simpel, frisk og smuk - hvis du ikke liige ligger inde med en hjemmelavet hyldeblomstmarmelade, så brug i stedet en grov appelsinmarmelade i stedet.

PS: Beklager billedekvaliteten!

lørdag den 15. september 2012

'Rugbrød' på den glutenfri måde



Altså rugbrød bliver det aldrig, men den er så tæt på som jeg kan komme.
Opskriften er fra Kernesund Familie, hvor minus gluten er en del af leveformen.
Brødet er baseret på husk, som røres op med vand til en tyk gele. Geleen mættes så med grove kerner, frø og mel og krydres med carob og kommen, som giver brødet rugbrødssmag - man skal ikke lade sig skræmme af kommen, jeg bryder mig ikke selv specielt meget om det, men det kan slet ikke smages.
Det er lækkert sprødt i kanterne og holder formen. Der er ikke lige så meget krumme i brødet, men det er derfor at jeg kommer så mange kerner i - så der er noget bid.
Jeg har modificeret opskriften en smule, så den passer min smag bedre.. Flere frø, kerner og citron til at give syrlig smag, når nu det ikke er baseret på surdej.

Glutenfrit rugbrød
Bages dagen efter det er rørt sammen og giver to brød

1300 ml varmt vand
3 spsk FiberHusk
200 g knækket boghvede
130 g boghvedemel
240 g hirseflager
100 g hirsemel
100 g malede hørfrø, blend selv
100 g brunt rismel (fuldkornsrismel)
2 dl hel boghvede
3 dl blandede frø - solsikkekerne, hørfrø og græskarkerner er gode og mister ikke hele konsistensen ved bagning
30 g honning
70 g carob
2 spsk salt
1 spsk stødt kommen
2 spsk citronsaft

- den her opskrift kræver en røremaskine eller en meget stærk overarm!

1. Rør på maskinen varmt vand og husk til det geleer - det geleer meget!
2. Bland mel og krydderier i en skål, så det er blandet helt - hvis det kommes i hvert for sig kan der komme mange klumper
3. Kom lidt ad gangen de resterende ingredienser i og rør til det hele er rørt ud i geleen - det bliver en meget bastant masse, men den er god nok!
4. Smør to rugbrødsform med olie og fordel dejen heri - smør også brødets overflade med olie

5. Tildæk formene med film og stil dem et lunt sted natten over
6. Bag i kold ovn ved 175 C i cirka to timer (jeg bager det ofte 20 min længere) - det kommer fuldstændig til at ligne et rugbrød og med sprød skorpe.
Det hæver en lille smule i ovnen, men ikke noget der skal tages højde for.

TIP: Skær brødet ud, mens det er lunt og kom i fryseren i poser - så bevarer det dens sprøde kant.

fredag den 14. september 2012

Gave til mig selv.. fra Rowen & Wren

Ja, jeg har gjort det, som man engang imellem kommer til at gøre.. Jeg har købt en gave til mig selv...flere faktisk!

Mere præcist fire gaver..

Det kan godt være, at jeg selv havde bestilt sagerne, men jeg blev simpelthen så glad da jeg pakkede ud, at jeg er helt sikker på, at det ikke er sidste gang at jeg afprøver dette koncept med gaver til mig selv!
Men kan man blive andet end glad, når det første pakken byder på er et håndskrevet kort med tak og et lille velduftende stykke sæbe - OG når gaverne er pakket SÅ fint ind med forskellig bånd og mærker..

 * * *
 * * *
 * * *

Indkøbene blev til:

* 2 x skærebrædder med læderemme, et stort og et lille,
* 6 små glasvaser til blomster eller krydderier til bordet
* Aflang glaskolbe med holder - til en lille blomst eller bordkort

Engelske Rowen & Wren har en fin lille webshop med homeware - meget sommerhusstemning, men jeg synes at disse ting var fund - og de tog ikke ekstra for at sende det hele vejen til Danmark, det kan vi li!

TAK til mig selv..




Rødbedesalat med med estragondressing + pigefrokost (glutenfri)


Uhhm jeg er vild med rødbeder.. 
Denne smukke salat fik jeg hos min skønne veninde Mille, som bor i Melbourne. Hun er en sand foodie og laver det dejligste mad, som jeg har glæde af, når jeg er derovre.
Lige inden jeg tog afsted inviterede hun til en dejlig og overdådig pigefrokost - hun skulle holde tungen lige i munden, da der både var mig uden gluten, en gravid og en virkelig kræsen. 
Det var den dejligste frokost med blandt andet hjemmegravet laks, hjemmelavet pate, appelsinsalat, blandet fra charcuteri afdelingen, spicy mandler, ristede kikærter og en skøn cremet panna cotta med rabarberkompot og basilikum.. MUMS!


Men i selskab med alle disse lækkerier var også denne lækre rødbedesalat.. En helt ny slags rødbedesalat, som ikke minder om dem jeg har lavet før..

Så her kommer den heelt nye rødbedesalat:

Milles rødbedesalat med mynte, feta og estragondressing

500 g rødbeder
500 ml æblecider eddike
175 g sukker
750 ml vand
1 spsk olie
200 g feta - jeg er vild med Kirks gedeost i saltlage
Mynteblade til at pynte med

Dressing
2 spsk rødvinseddike
2 spsk god olie
1 spsk flormelis
2 spsk hakket estragon

1. Bland dressingen ved at røre alle ingredienserne sammen til sukkeret er opløst - stil til side
2. Placer hele rødbeder, eddike, sukker og vand i en gryde og bring i kog - lad det koge 20-25 min til rødbederne er møre. Ikke for møre, der må gerne være bid
3. Dræn rødbederne og lad dem køle af til de er til at håndtere 
4. Smut eller skræl rødbederne og skær på tværs i tynde skiver 
5. Læg rødbederne i et lag på en stor tallerken, fordel dressingen, bryd fetaen og pynt med mynte - en dejlig dejlig kombination!

TIP: Lad ikke fetaen ligge for længe, da den hurtigt trækker den røde farve op.

Igen beklager jeg billedekvalitetet af salaten - nu må mit kamera gerne komme hjem igen!

torsdag den 13. september 2012

Hyld hylden - hyldeblomstsaft og marmelade

Dette er en lidt sen indlæg i forhold til, at hylden allerede har blomstret - men mon ikke den gør det igen:)


Hylden blomstrer over det hele. Den bugner langs vejene, marker og i parker og dufter skønt.


Når du først finder ud af, hvor nemt det er at lave den skønne saft derhjemme, så er det bare med at komme ud og plukke inden blomsterne bliver til bær.

Resterne fra kvaset kan bruges til en skøn sommer-marmelade.

Jeg gik på jagt langs Damhussøen og fyldte en indkøbspose halvt op med de store flotte skærme.

- Skærmene var så fulde af blomsterstøv, at jeg blev helt dækket af et gul lag, hvilket jeg først fandt ud af, da jeg kom hjem... Så gul havde jeg åbenbart gået rundt med min frugtplukkerstang på hyldeblomstrov og set måske lidt pudsig ud.. Be aware!





 * Hyldeblomstsaft * 

Giver ca 3 liter

1/2 indkøbspose hyldeblomstskærme
2 økologiske appelsiner
2 store økologiske citroner
2 stænger vanilje
3 liter vand
1 kg rørsukker



1. Ryst skærmene grundigt, så insekter rystes af

2. Klip blomsterne af de grove stængler - der, hvor blomsterbuketten springer ud fra
3. Saml alle blomsterne i en stor skål (skal kunne indeholde de 3 l vand) med citroner og appelsiner skåret i skiver og uden kerner, samt de to hele vaniljestænger
5. I en gryde bringes vandet i kog, tilsæt så sukkeret og rør rundt til det er opløst
6. Hæld det kogende vand over blomster, citrusfrugter og vaniljestænger
7. Lad saften trække overdækket i køleskabet til du synes, at det smager tilstrækkeligt - dog maks 5 dage
8. Si saften fra og gem kvaset

Opbevar saften i skoldede glas og på køl.


TIP: Prøv at kog noget af saften ind til en tyk sirup og stænk over din næste mandelkage eller morgenmad...


!!BRUG RESTERNE!!


 * Hyldeblomst/citrusmarmelade * 




Sådan gør du:
1. Efter dræning af kvaset sorteres appelsin og citron fra. Blend citrusfrugterne - groft eller fint efter smag og behag
2. I en ny portion, blend hyldeblomsterne
3. Kom begge dele i en gryde, hvor vaniljestængerne også kommes i - her kan du skrabe kornene ud
4. Kog med 1 kg syltesukker 
5. Hæld på skoldede og atamon-skyllede glas, cirka 5 glas... og voila!



Hele tre ting på en gang - saft, sirup og marmelade!
En god måde at udnytte råvarerne på... og så smager marmeladen skøøønt og anderledes! 
Hvis du ikke vil lave marmelade, så kan kvaset også erstatte citronmassen i en citron/mandelkage.

Marmeladen bruger jeg eksempelvis på 'Rugbrød' (link kommer) eller rør det op med lidt æbleeddike og olie og bruger som en frisk dressing som i denne farvede rødbedesalat. (link kommer snart)




søndag den 9. september 2012

Rødbede-gravet laks med syltede grønne hyldebær og wasabidressing





'Jeg har gravet en laks' - det synes jeg lyder virkelig sejt! Og det gik godt og den blev meget smuk.


Det er vel egentlig en traditionel gravet laks, men så bare med rødbede. Rødbeden giver en stærk pink farve, som bliver forstærket af laksens orange farve.

Jeg har ikke før kastet mig ud i at grave noget, men da jeg første gang fik denne smukke laks til morgenmad med to sprøde rösti, avocado, wasabimayo og sorte sesam, så var jeg forelsket! Det var sådan en dejlig kombination og laksen var så betagende..
Jeg har altid tænkt, at det er lidt vovet, at lade fisk ligge længere tid end to dage efter indkøb hos fiskemanden, så jeg var ret spændt på om den var modnet i køleskabet på 2. dagen eller om den var gået helt i vasken..

Laksen var en del af menuen til weekendens havemiddag og blev serveret med syltede grønne hyldebær, wasabidressing og persilleblomster.

Hvis du ikke lige står og skal bespise 30 gæster, så kan denne opskrift bare skæres ned til eksempelvis en almindelig laksebøf.
Opskriften er fra Jamie Oliver og han har lavet en skøn video, hvor han gennemgår processen, se her.

Og hvis du heller ikke liiige har syltede grønne hyldebær i køleren, så kan det erstattes med kapers - syltede grønne hyldebær kaldes for nordens kapers.. Dog er hyldebærene en del letter og frugtagtig i smagen og ikke så salt/sure.


RØDBEDEGRAVET LAKS MED SYLTEDE GRØNNE HYLDEBÆR OG WASABIDRESSING
Af en side laks

Alle ingredienser er lidt på slump og varierer efter størrelsen på laksen. Her er det baseret på en 1/2 laks, som vejede 1,7 kg før skindet blev skåret af.

1/2 laks uden skind og udbenet - få det gjort hos fiskehandleren
8 spsk groft salt, uden jod
3 spsk rørsukker
2 spsk fintrevet peberrod
3 rødbeder, groft revet
3-4 cl vodka eller snaps
2 bundter dild
Fintrevet citronskal fra 1 citron
Noget tungt, der dækker hee fisken - fx mursten eller en stor steg